om besættelsen

Danmarks besættelse fra 9. april 1940 til 5. maj 1945 var en fredsbesættelse. Konstruktionen kendes fra *Folkeretten, men i praksis var den uprøvet. I al korthed er en fredsbesættelse mere en juridisk end militær besættelse. Derfor blev forholdet til besættelsesmagten, Nazi-Tyskland, reguleret ad de diplomatiske kanaler mellem det danske udenrigsministerium og det tyske "Auswärtiges Amt" ledet af den tyske *udenrigsminister.

Også Norge, Holland og Belgien fik det nazi-tyske tilbud om en fredsbesættelse, men da de valgte at kæmpe i stedet for at overgive sig, fik de ikke efterfølgende muligheden. Derfor var Danmark det eneste land som var fredsbesat.

Regeringsopgaven
Den danske regerings væsentligste opgave efter *regeringsudvidelsen den 10. maj 1940 var at omsætte den teoretiske konstruktion som fredsbesættelsen var, til praktisk anvendelig realpolitik.
Bestræbelserne blev af den illegale presse betegnet som 'samarbejdspolitikken' med en bevidst undertone af politisk *kollaboration.
Politikerne anvendte også udtrykket 'samarbejdspolitikken', men i en positiv betydning for at beskrive det nationale samarbejde på Rigsdagen mellem de demokratiske partier. Samarbejdet med besættelsemagten blev af politikerne betegnet som forhandlingspolitik eller tilpasnings- og indrømmelsespolitik.

Besættelsetidens historie
Den 5. maj 1945 vidste alle hvordan krigen sluttede, og besættelsestidens historie er mange gange skrevet på baggrund af denne viden.
Men den gang under besættelsen hvor beslutningerne blev taget og man valgte at handle på en bestemt måde, vidste man jo ikke hvordan det ville ende. I de første år pegede alt på at Nazi-Tyskland havde vundet, at Europa virkelig blev omdannet til et protektorat under Nazi-Tysklands lederskab.

Besættelsen er også kaldt de fem forbandede år hvorved årene kommer til at fremstå som en ensartet periode. Men disse fem år er præget af meget store og væsentlige forandringer i de politiske forhold, i besættelsesmagtens opførsel og krav samt i hele verdenskrigens forløb.

Besættelsestiden kan derfor opdeles i tre forskellige kronologiske forløb:

1. 9. april 1940 - 21. juni 1941
   Tysk dominans i Europa med Storbritannien som det eneste land der fortsat er i krig med Nazi-Tyskland. Samarbejdspolitikken i Danmark er det eneste alternativ til fuldstændig tysk kontrol. Modstanden (især vendt mod de danske nazister) er national symbolsk og passiv i form af *alsangsstævner og brug af Kongemærket.
2. 22. juni 1941 - august 1943
   Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 ændrer krigens gang. USSR bliver allieret med Storbritannien, og efter det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941 bliver USA også et aktivt allieret, krigsførende land.
   Danske kommunister sættes fast grundlovsstridigt da angrebet på USSR bliver indledt, og DKP bliver et illegalt part. Modstandskampen ændrer form ved at blive aktiv og organiseret.
3. 29. august 1943 - 5. maj 1945
   Augustoprøret i 1943 kulminerer med regeringens afgang.
   Nazi-Tysklands nederlag på Østfronten og i Middelhavsområdet giver tro på Nazi-Tysklands endelige nederlag.
   Med virkning fra den 5. maj 1945 kl. 8 overgiver tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark sig.